Banker kan bremse stablecoins vækst ved at betale deres indskud bedre, ifølge BIS

Mere attraktiv forrentning af indskud mod cryptocurrency

Traditionelle bankinstitutioner kunne bremse væksten i stabil cryptocurrency ved at øge den løn, der betales til deres opsparere, ifølge et diskussionsoplæg offentliggjort af Bank for International Settlement (BIS) og rapporteret af CoinDesk. Undersøgelsen fokuserer især på dollarbacked tokens såsom Tethers USDT eller Circle 's USDC, hvis hurtige vækst tiltrækker stigende opmærksomhed fra reguleringsmyndighederne og den finansielle sektor.

Forskere Rashad Ahmed og Iñaki Aldasoro gennemgik en række ugentlige data for perioden januar 2019 til juni 2025. Deres arbejde omfatter flere markedsparametre, herunder prisen på Bitcoin, udbyttet af amerikanske statslån og generelle finansielle vilkår. Deres resultater tyder på, at en minimal en-ugers stigning i de gennemsnitlige indlånsrenter resulterer i en målelig nedgang i ekspansionen af disse digitale aktiver.

Virkningen af en basislinje på stablecoins kapitalisering

Ifølge CoinDesk 's detaljerede BIS-rapport er en stigning på ét basispoint i de gennemsnitlige indlånssatser, dvs. kun 0,01 procentpoint, tilstrækkelig til at reducere væksten i staldene. I en referenceperiode på 10 uger stiger den gennemsnitlige stigning i markedskapitaliseringen af disse aktiver således fra ca. 15% til ca. 12%.

I deres foretrukne estimeringsmodel, som tager højde for, at bankerne undertiden hæver deres renter i direkte reaktion på væksten i stabil cryptocurrency, forfatterne observere en indvirkning omkring tre gange større. Med denne tilgang er stigningen i tiugen faldet til omkring 6%, selv om forskerne påpeger nogle metodologiske svagheder i forbindelse med denne beregning. Undersøgelsen viser, at vækstdynamikken i begge tilfælde bremses, men ikke vendes.

Desuden synes dette statistiske link mere udtalt for Circle USDC end for Tethers USDT. Rashad Ahmed og Iñaki Aldasoro forklarer denne uoverensstemmelse ved USDC 's tættere forbindelser med brugerne i USA.

Banksektorens frygt for likviditet og kredit

Disse bemærkninger finder sted i en sammenhæng med voksende bekymring fra bankledere, påpeger CoinDesk. I januar, den administrerende direktør for Bank of America, Brian Moynihan, advarede om, at op til $6.000 milliarder i indskud kunne migrere til stablecoins og lignende givende produkter. En sådan overførsel af midler kan begrænse de finansielle institutioners udlånskapacitet og øge låneomkostningerne for økonomien.

Papiret bemærker, at virkningerne til dels afhænger af, hvor stabile cryptocurrency udleder deres reserver. Ifølge en analyse foretaget i december af Federal Reserve teams, kan de beløb, der investeres i stablecoins faktisk vende tilbage til banksystemet i form af indskud udstedt direkte af de selskaber, der udsteder disse mønter. I dette tilfælde ændres identiteten af bankernes likviditetsudbydere, selv om det samlede beløb af indskud forbliver konstant.

Forvaltning af finansieringsomkostninger med begrænsninger

Denne ændring i indlånsstrukturen er imidlertid ikke uden risiko for bankbalancen. Større og uforsikrede saldi kan tvinge bankerne til at beholde en større andel af meget likvide aktiver og dermed reducere den margen, der er til rådighed for langfristede lån, ifølge CoinDesk 's Federal Reserve arbejde.

For at fastholde kundeloyalitet og undgå kapitaludstrømning kan institutterne øge aflønningen af konti, men denne strategi øger igen deres egne finansieringsomkostninger. Den Fed 's analyse tyder på, at en løsning ville være at tilbyde øgede satser kun til profiler af indskydere mest sandsynligt at skifte til cryptocurrency, samtidig med at der opretholdes lavere betingelser for de mindst mobile kunder.

Forfatterne til BIS-undersøgelsen påpeger imidlertid, at deres dokument ikke viser faktiske tab i forbindelse med indlån eller banklån. Den analyserede stikprøve omfatter kun én episode af høje satser, og denne dynamik kan udvikle sig som betalte stalde og penge fonde udvikle sig i form af tokens. Rashad Ahmed og Iñaki Aldasoro konkluderer, at bankerne bevarer en vis indflydelse på vedtagelsestempoet gennem prisfastsættelsen af deres indlån.